Den gale grydeske

Så er du kommet til bloggen hvor den gale grydeske svinger køkkengrejet og lader inspirationen flyde i stride strømme...grib den og send gerne noget input tilbage, så vil vi sammen glædes over gastronomiens mange glæder.

onsdag, juni 30, 2004

Hjemmelavede burgere, yums

I dag står den på hjemmelavede burgere, dejlig tykke bøffer med lidt stærkt krydderi, evt. lidt chili, på hjemmelavede boller, med lidt dressing af græsk youghurt, ketchup og krydderier, - og så selvfølgelig masser af tomat, agurk, alm. løg og rødløg, og icebergsalat.

Uhm....der er nu ikke noget så godt som en stor hjemmelavet burger:-) Hvis man altså ikke vil give sig i kast med tapas og snacks som beskrevet forneden:-) Men solen er sat ind og derfor står den på lidt sommerlet - og så er hjemmelavede burgere jo dejlig nemt at lave, klar på ingen tid:-) Jeg kan allerede høre hvordan bøfferne bruser på panden!

Update: Øv, her står man med alle gode intentioner, og så knækker filmen. Der er ikke tid til at tage ud og handle og kæresten skal arbejde over, så jeg bad ham om at købe nogle ordentlige hjemmelavede burgere med hjem - ikke at det kan sammenlignes med dem man selv laver, men ok, så får jeg fred til at arbejde - man skal jo se lyst på de gastronomiske nedture:-)

mandag, juni 28, 2004

Tapas og snacks-menu

Uhm...

Vi havde gæster i fredags før vi skulle ind og høre Kim Larsen i Tivoli. Jeg ville rigtig forkæle dem, og gik og hyggede i køkkenet et par timer før de kom, det er så dejligt afstressende. Jeg fik også lavet en ret god menu, og der var dejlige rester at tage med dagen efter til blog´n´ball.

Måske dette kan være til inspiration for andre:-)

Snack og tapas-menu:


- Foccacia brød m. cherrytomater og oliven.

Foccacia er et krydret bradepandebrød som er rigtig lækkert! og nemt! Man siger at brødet har rødder helt tilbage til antikken, hvor det eksisterede i en lidt mere primitiv form. Sidenhen er der kommet både salte og søde udgaver.

½ l. vand ( ca.)
10 g. gær
God olivenolie
Lidt salt
600-800 g. pizzamel

Pynt: Lækre oliven, basilikum, og cherrytomater, eller hvad man nu selv synes, fx også kapers.

Smuld gæren i vandet, tilsæt salt og lidt olie. Rør og ælt melet i, til du har en let og smidig dej der let slipper bordet ( brug evt. bageunderlag, det er meget bedre!) Hvis du har tid så sæt dejen til hævning 12-24 timer i køleskabet, og hvis du har travlt så bare lad den hæve ½ time, ælt den derefter og rul den evt. ud på bagepapir inden du putter den i bradepanden. Gnid hænderne i olie og "stamp" dejen ud i bradepanden, put dit pynt på og lad den hæve 1-2 timer. Bag den på 200 grader i ca ½ time. Og enjoy:-)


- Snack fad med oliven, cornichoner, cherrytomater, agurke og gulerods-sticks,
oste sticks og druer. Hertil papaya-salsa og rød krydderurte-dip.


Anret oliven, cornichoner, cherrytomater, og sticks af agurk og gulerod på et lækkert fad. Skær fx cheddar og emmentaler ost i sticks og anret disse sammen med dejlig mørke druer. Papaya-salsaen laver du ved at skære en papaya i små tern, skær et løg fint ud, bland citron og limesaft i, lidt rød chili skåret meget fint, lidt frisk basilikum og lidt olie. Smag til og put det i du synes den mangler. Krydderurte-dippen laves af græsk youghurt, citronsaft, olivenolie, masser af krydderurter; basilikum, persille olign. - tilslut tilsættes lidt tomatpure og lidt sukker, smag til....


- Tortilla-chips med guacamole

Tortilla-chips købes i supermarkedet, lidt alm. og lidt stærke. Guacamolen laver du af et par advokadoer, limesaft, lidt hvidløg, en stor tomat i fine tern uden kerner, et fint hakket løg, lidt sukker, salt og peber - og evt. som jeg gør, tilsæt lidt basilikum i stedet for frisk koriander.

- Melon m. parmaskinke

Alt efter hvor mange I er købes 1-2 galia-meloner, og 1 skive parmaskinke til hvert stykke melon der bliver skåret, fold parmaskinken om melonen, krydr med salt, peber, citronsaft, olie og lidt oreogano.

- Marinerede kyllingelår med dressing, a´la´Texas-style.

Køb en masse små kyllingelår. Læg dem i en marinade af balsamico, eddike, sukker, salt, peber, tabasco, tomatpure, citronsaft, og engelsk sauce et par timer eller gerne mere på køl. Bag dem på rist, med marinaden smurt ovenpå, i en ovn på 200 grader i ca. 50 min. Hvis du vil have dem ekstra sprøde så grydesteger du lårene inden du lægger dem i marinaden. Texas-dressingen laves af græsk youghurt, lidt mayonaise, lidt tomatpure, citronsaft, frisk purløg, salt og peber, og smag evt. til med lidt sukker.

- Bagte løg og bagte balsamico tomater.

Find en stor bradepande frem. Alt efter hvor mange I bliver lægger du 1-2 tomater og 1-2 løg pr. person klar. Skyl tomaterne, de må gerne være store og godt modne. Skær et kryds i dem. Gør løgene klar, skræl dem og skær et kryds i den ene top. Bland tomater og løg mellem hinandnen, hæld balsamico og rødvins eddike ud over tomater og løg, krydr med salt og peber, drys friske krydderurter over og evt. lidt kapers indimellem. Bag dem i ovnen min. 30-40 min. ved 200 grader.

- Appelsinsalat m. æbleskiver.

Skræl nogle appelsiner og pres saften ud af skrællen. Tilsæt lidt lime og citronsaft. Skær appelsinerne i små stykker og put dem ned til saften. Tilsæt lidt timian. Gerne frisk. Skyl et par friske røde æbler, skræl dem og skær dem i tynde både. Bland dem i appelsinblandingen og voila, dinner is ready:-)

Hertil læskende sodvavand, isvand og dejligt iskoldt bröckhouse-øl, og så åbnede vi lige ballet med en flaske champagne.

Gemalen og hans skøre kollega gik åbenbart meget op i portvin den aften, de havde ihvertfald været ude og købe noget rigtig godt portvin og ville aflive myten om at portvin kun er noget man får i små glas til dessert. Det gjorde så!

Jeg kan kun sige, god appetit - det havde vi ihvertfald den aften:-)

onsdag, juni 23, 2004

Uhm, god gammeldaws´mad som vor mor lavede den:-)

Den står på boller i karry i dag. God gammeldags dansk mad som kæresten virkelig godt kan lide det! Selv holder jeg da også meget af de gamle danske retter, og boller i karry smager bare dejligt:-)Jeg er nu også vild med hakkebøffer og stegt flæsk:-)

Hvad kan du godt lide af de gode gammeldags danske retter?

Hvis du er blevet lækkersulten er opskriften her:

Boller i karry

1 portion kogte kødboller:-)

Karrysovs:
1 løg
1 madæble, jeg bruger bare det jeg nu har:-)
15 g. smør
1-3 tsk. karry, alt efter hvor stærk man vil have den.
2 spsk. mel
4 dl. kogevand fra kødbollerne - eller bouillon.

Tilbehør: Løse ris, råkost evt. lidt salat.

Hak løget fint. Skræl og riv æblet fint. Damp løget klart i smør, uden at det tager farve. Drys karry og æble i og lad det svitse lidt. Drys melet over og rør til det er helt opsuget. Hæld kogevandet/bouillonen i lidt af gangen under konstant piskning. Lad sovsen småkoge 5. min. Smag den til og varm derefter bollerne i sovsen.

Krydr evt. dine kødboller med de krydderier nu synes bedst om:-)

Og er man rigtig praktisk laver man en kæmpe potion en dag og fryser ned, så man har til de dage hvor man ikke er "in the mood for cooking" - på den måde undgår man at skulle bestille både usundt og meget lidt nærende mad fra den nærmeste pizzamand:-)

God fornøjelse;-)


mandag, juni 21, 2004

Kirsebærrenes tid

Mens man hører blogradio kan man jo passende guffe kirsebær i sig, for det er lige nu at de er gode og de kan bruges til en masse lækre ting;

- som ren kræs for ganen, a´naturel
- i en smoothie
- i frugtsalat
- som kirsebær kage

og hvis du er vovet; i salsa, marinade eller salat:-)

Måske man burde begynde at spekulere i en såkaldt blogradio kage?

lørdag, juni 19, 2004

Morgenmad, frühstuck, breakfast...

Så er rundstykkerne ved at blive varmet i ovnen, der skal varmes mælk til kaffen og vi skal nyde vores morgenmad:-) Ofte spiser jeg havregryn med frugt på, eller frugt og rugbrød, det er forskelligt. Enkelte gange står den på brunch, uhm...

Men hvad er det egentlig med morgenmad, dagens vigtigste måltid.... - tja, det er vigtigt at få fyldt kroppen op med ny energi, for ikke at tale om at jeg aldrig kom op hvis ikke jeg havde min elskede kaffe at se frem til - noget der virkelig kan gøre mig ribset om morgenen er hvis der ikke er mere kaffe, eller vi er løbet tør for mælk til kaffen; jeg drikker nemlig half n´half:-)

Hvad spiser du til morgenmad? Hvad vil du helst have hvis du kunne få det serveret?
Og hvor vigtig er det for dig?

torsdag, juni 17, 2004

Melontortillaer, uhm.....

Jeg anmelder kogebøger, masser af dem, og jeg elsker det! Før jeg skriver min anmeldelse af de pågældende bøger laver jeg altid så mange opskrifter derfra som jeg kan nå, og i øjeblikket er jeg igang med Sylvia Danielsson : Frugt, bær og grønt - ny energi. Det er en virkelig appetitvækkende bog som giver et væld af nye og spændende opskrifter der indeholder frugt og grønt. Interessant....

I aften står den så på melontortillaer! Usædvanligt tænker du? Ja, det er det, men det ser lækkert ud!

Meningen er at man skal lægge mærke til kontrasten mellem den krydrede stærke tortilla, og den lækre friske melonsalat...jeg har skrevet opskriften ned som jeg selv vil lave den.

Tortillaerne kan man godt lave selv, men da vi skal i skoven i aften og gå en dejlig lang tur har jeg bestemt mig for at købe dem. Opskrifterne forneden er baseret på 4 store eller 8 små tortillaer.

Melontortillaer

Fyld:

600 g. hakket oksekød,
2 spsk. olivenolie,
2 spsk. soyasauce,
2 spsk. revet frisk ingefær.
3 hakkede fed hvidløg,
2 nye løg, skåret i tynde ringe,
saft af 1 lime
salt, sort peber.
Evt. lidt krydderurter.

Salsa:

3-4 dl. cremefraiche/ fromage frais
2 dl. sursød sauce
1 spsk. revet, frisk ingefær

Tilbehør:

Strimlet hvidkål ( anbefaler Sylvia ) men jeg vil bruge icebergsalat
Ost, fx: revet mozarella, camembert, gorgonzola, hvad man nu kan lide:-)
Bananskiver, lyder spøjst, men måske et forsøg værd:-)
Flere slags melon i tern - ja; honning melon og galiamelon.

Bland salsaen. Forbered tilbehøret. Brun det hakkede kød i olie. Tilsæt soyasauce, ingefær, hvidløg og løg. Smag til med limesaft ( eller citronsaft) og krydderier. Varm tortillaerne og lad hver person selv fylde sine.

Er der noget man ikke har hjemme, kan man jo skifte ud med det man selv synes passer.

God fornøjelse og enjoy:-)

mandag, juni 14, 2004

Til fodboldkamp hører naturligvis.....

et eller andet lækkert! Hos os står den i aften på et arrangement af

- salat med æbler, valnødder, peberfrugt, parmesanost og parmaskinke
- appelsin-ris arrangeret ganske elegant ved siden af salaten
- godt flute


Og så sluttes det lige med en filur:-)

Normalt forbinder man jo fodbold med god dansk øl og pølser m. brød én masse, men....alting har ret til lidt fornyelse, så:

Hva´ skal I have i aften når I skal se kamp, eller når I skal undgå at se kamp?

søndag, juni 13, 2004

Mad.....uhm, en af livets herligheder

Velkommen til den gale grydeske! Her skal det handle om mad. Mad til hverdag, mad til fest, mad i alle varianter og farver, mad fra øst, vest, nord og syd. Jeg er nemlig helt fjollet med mad, - med at stå i køkkenet og kreere, frembringe lækre saucer, hovedretter, forretter, ta´selv borde, brød, drinks og meget andet.

Det er denne begejstring jeg gerne vil have frem på Den gale grydeske. Jeg ved at også mange andre bloggere brænder for madlavningens kunst, og derfor kunne det være sjovt med en blog hvor vi kan udveksle ideer og give hinanden fornyet inspiration.

Hvad står den på i aften hos dig?

Her i huset skal vi have rigtig lækker, sund og nærende wokmad med diverse grøntsager såsom: løg, peberfrugter, gulerødder og porrer, med ris til.

Weblog Commenting and Trackback by HaloScan.com