Le Creuset - er det dig?
Elisa Vergne og David RathgeberLe Creuset Kogebog
Aschehoug Dansk Forlag
2005
146 sider
149 kroner
Anmeldt af: Grith Lygum
Der sker så meget på kogebogsfronten lige i øjeblikket, det sidste nye fra Aschehoug Dansk Forlag er en kogebog i form af en hyldest til Le Creuset-produkterne, du ved, de store tunge gryder man ikke skal tabe ned over tæerne!
David Rathgeber er køkkenchef på Alain Ducasses´pariser bistro, og har med denne kogebog valgt at hylde Le Creuset gryder, potter og pander med 56 forskellige opskrifter, rettet mod alle der holder af en snurrende gryde. Elisa Vergne har skrevet mere end 40 kogebøger og har været med til at udvælge bogens opskrifter.
Foruden bogens opskrifter, der er baseret på det franske køkken og tilpasset almindelige familiers behov, finder man også i bogen de mere praktiske anvisninger i forhold til Le Creuset, støbejerns-produkterne vi alle kender. Her er tips til at vælge den rigtige Creuset, og derudover er der en vinekspert der anbefaler hvilken vin man bør drikke til de enkelte retter.
I en Creuset tilberedes maden nænsomt og der er dem der sværgrer til disse gryder og serien generelt, selv har jeg en Creuset wok. Bogen giver gode tips til hvordan man passer på sit Creuset og får det bedste ud af de produkter man har. Der er afsnit med supper og forretter, fisk, kødretter, fjerkræ og vildt, grønsager og desserter, og det er indbydende og inspirerende. Nævnes kan græskarsuppe med letristede mandelflager, gratinerede krebs, olivenbrød med skinke, grydestegt oksesteg, coq au vin, kylling i krydderurtesauce, æblekage med smuldredej og chokoladekage med chokoladesauce. Jeg må indrømme at det er lækkert sat op og Thomas Duvals flotte fotos der hvirvler gennem bogen understøtter et gedigent projekt.
Men. For der er et men. Jeg synes det lugter langt væk af reklame for Le Creuset. Det virker kvalmende at man gennem en hel bog gør reklame for et mærke. Le Creuset. Det er jo det bogen handler om. Hvor meget har forfatterne fået af Le Creuset for at lave denne bog tager jeg mig selv i at tænke? Der er lusk med i spillet. Det bryder jeg mig ikke om, denne markedsføring af et produkt gennem en bog. Uanset hvad jeg måtte mene om Le Creuset synes jeg det virker forlorent. Jeg er sikker på at serien er helt fantastisk men det virker underligt på mig at man sætter sig fast på et mærke, i stedet for blot at lave kogebogen og opskrifter stå for sig selv, i stedet for at fremhæve mærket Le Creuset. Men bogen er lækker og en del af opskrifterne er ret spændende. Bogen vil være velegnet til den målgruppe der er vilde med Le Creuset og som er ligeglade med at bogen er en stor reklame for produkterne, hos mig giver det altså et minus i bogen, absolut. Det er ikke særlig charmerende, så blegner den smukke bog og de gode opskrifter med et.
1 ud af 6 bogorme. Den ene bogorm gives fordi bogen er rasende lækker og fordi udgivelsen er gennemført og opskrifterne gode, de fem resterende bogorme stak hylende af fordi de blev skræmt væk af Le Creuset markedsføringen, som bogen jo i bund og grund er. Men ja, en lækker bog om alt det Le Creuset kan og er, og en mængde gode opskrifter til brugere af Le Creuset, eller velvalgt som en gave sammen med et par lækre Le Creuset gryder. Men hey, andre gryder og andet køkkengrej går altså også an, ok. Pst, lad være med at pakke markedsføring ind i en bog, det er meget uklædeligt!
Læs flere anmeldelser på www.bookworm.dk, hvor du også kan tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev der holder dig opdateret!

<< Home