Den gale grydeske

Så er du kommet til bloggen hvor den gale grydeske svinger køkkengrejet og lader inspirationen flyde i stride strømme...grib den og send gerne noget input tilbage, så vil vi sammen glædes over gastronomiens mange glæder.

tirsdag, november 14, 2006

Så er det snart tid til vintermad!

Gitte Heidi Rasmussen og Inge Skovdal
Vintermad der varmer
Gyldendal
2005
168 sider
299 kroner

Anmeldt af: Grith Lygum

Teamet bag Solskin og sommermad er nu klar med en opfølger: nemlig Vintermad der varmer. Den nye koge- og stemningsbog er lige så lækker, indbydende og inspirerende som Solskin og sommermad var, så er det frem med gryderne!

Gitte Heidi Rasmussen har udarbejdet bogens opskrifter og tilberedt maden. Hun er madskribent og kendt for sit arbejde med blandt andet Alt for damerne. Sammen med Inge Skovdahl har hun som sagt udgivet den lækre kogebog Solskin og sommermad fra 2004. Inge Skovdahl er fotograf og stylist og står bag bogens mange tips og ideer. Hun har tidligere været medforfatter på bogen Glad mad - en familiekogebog udgivet i 2002. Nu har de to sammen udgivet Vintermad der varmer - skøn mad og god stemning til en koldere tid.

Når tiden går på hæld og mørket kommer tidligere, når kulden tager til og sommer går over i efterår, og efterår går over i vintertid, ja så er det tid til hygge indendøre. Det er tid til hyggeligt simremad og det er tid til at samles endnu mere omkring middagsbordet for at hygge sig. Det er også tid for traveture udendørs, sammenkomster op imod jul og kælketure efterfulgt at lækkerier og varme drikke. Det kan også være tid til at lave forråd, fylde gode ting på glas, invitere venner på besøg, lave hyggelige julefrokoster eller gløgg-arrangementer.

Denne bog viser hvordan, både gennem stemningsbilleder og via opskrifter beregnet på alt det netop beskrevet. Desuden giver bogen gode tips til stemningsfyldt borddækning, vinterpynt, lys og lanterner. Forfatterne evner i denne bog at viderebringe ikke blot gastronomiske ideer til den lidt koldere årstid, men de får også bragt masser af stemning og vinterhygge ind i bogen, og giver deres bud hvad vinterhygge kan være, og hvordan man alene, sammen med familie, venner eller kollegaer kan nyde livet i vinterhalvåret både inde og ude. Når det er mørkt og koldt ude er der masser vi kan foretage os inde, og sjovt nok er der i de lyse dagtimer også masser af ting man kan foretage sig udenfor. God fornøjelse!

Jeg er en stor fan af Solskin og sommermad og derfor var min glæde stor da denne bog faldt mig i hænderne! Jeg blev bestemt heller ikke skuffet, bogen er dejlig, fyldt med gode opskrifter og skønne stemningsbilleder. Der er et afsnit om efteråret og gode retter der egner sig til denne tid. Der er også et afsnit om hvad man kan fylde på glas og krukker, et afsnit om varme drikke til kolde næser, et afsnit om tapas, så man kan invitere vennerne forbi til hygge og lækker mad. Så følger et afsnit om tid til hygge, her er det bagværk og søde sager der er i centrum. Julefryd, evig fryd handler naturligvis om julen, her er julesalater, rødkål, sildeopskrifter og meget andet.

I afsnittet Snefnug kommer vrimlende handler det om vintersalater, simremad og mad der varmer. Jeg har allerede fornøjet med mig et lave de to forskellige slags gløgg bogen videregiver opskrifter på, det var en stor succes, og uhm hvor var det godt! Gløgg kan man jo nærmest blive afhængig af. Jeg har også lavet farsbrød bagt med tomater med stegte rodfrugter og urter, også en succes. Yderligere kunne jeg blive meget fristet til at prøve mig med: spicy pebersuppe, agurkepickles, æble-tomatmarmelade med ingefær, varm kakao med skumfiduser, chai, salte mandler, cookierolls, churros i kræmmerhuse, grillede æbler, nøddepaneret svinemørbrad med stegte æbler, rodfrugter og æble stegt med vanilje og coleslaw i æblemarinade. Bag i bogen er der et register så man kan slå alle opskrifter op eller hente inspiration med netop det man har i fryseren. Det hele er fulgt op med de skønneste stemningsbilleder, og lavet på papir af dejlig solid kvalitet. Alt i alt en skøn oplevelse at sidde med Vintermad der varmer - en bog jeg helt sikkert kommer til at bruge meget i de kommende efterårs og vintermåneder årene frem. Det kan jeg også godt anbefale dig at gøre!:-)

6 ud af 6 bogorme. Skøn koge- og stemningsbog i dejlig kvalitet, fyldt med virkelig interessante opskrifter, med flotte og enkle billeder, det kan simpelthen ikke gøres bedre. Gitte Heidi Rasmussen og Inge Skovdahl kan noget sammen, der er personlighed over deres udgivelser og de har hjertet med i det de laver, og jeg håber at det resulterer i flere kogebøger, for eksemple kunne der laves en kogebog med menuforslag til forskellige begivenheder og forskellige årstider.

Læs flere anmeldelser af dejlige kogebøger på www.bookworm.dk , hvor du også kan tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev, så du kan holde øje med nye udgivelser på den gastronomiske front.

Weblog Commenting and Trackback by HaloScan.com