
Trine Hahnemann
Skøn mad hver dag
Gyldendal
2005
176 sider
199 kroner
ISBN: 87-02-03436-0
Anmeldt af: Grith Lygum
Jeg så Trine Hahnemann kokkerere på BogForum2005, og hun er herlig ukrukket og naturlig, og meget inspirerende i et køkken. Det samme kan siges om hendes seneste kogebog Skøn mad hver dag.
Trine Hahnemann er født i 1964 og har i en del år arbejdet som kok og direktør for Frokostkompagniet, der betjener en række forkoststuer og kantiner på københavnske arbejdspladser. Hun har tidligere været madskribent på Femina og skriver nu fast for Alt for Damerne. I dag er hun direktør for Frokostkompagniet og medejer af delikatesseforretningen Hahnemann & Co. på Østerbro i København. Trine Hahnemann har i 2004 desuden udgivet en lille bog om konfekt, og har været med til at udvikle opskrifter til kogebogen Stege og Brase fra 2003.
Trine Hahnemann slår et slag for måltidet og det sociale i dette, nemlig det at sidde sammen med venner, familie og kollegaer omkring et måltid. Det at få lækker og sund mad i hyggeligt lag. Hjemme hos hende selv holdes der "tirsdagsmiddag" hvor hendes nærmeste familie og venner samles, de er cirka 20 mennesker hver gang. Det lyder drønhyggeligt! Hahnemann giver i Skøn mad hver dag varierede bud på, og inspiration til, hverdagens mange måltider, for eksempel det nemme måltid så du kan invitere din familie og dine venner. Mange vil sikkert tænke: "Åh gud nej, det har jeg altså bare ikke overskud til!". Nej, det er muligt. Men hvad gør lidt støv i krogene, og hvad gør det at der måske kommer et par stykker lidt før tid og hjælper dig med maden? Resultatet kan blive en hyggelig aften i muntert lag, i stedet for endnu en aften hvor du ligger flad foran fjerneren, eller? Jeg er bestemt enig med Hahnemann, så nu er det bare at sætte handling bag.
Trine Hahnemann fulgte ivrigt sin mormor i køkkenet da hun var lille. Her lærte hun de gode råvarer at kende, og kærligheden til mad. Selv finder hun det gode måltid med de gode samtaler meget vigtigt. I hele Hahnemanns familie var det gode måltid og maden vigtigt, og netop derfor slår hun selv et slag for det gode måltid, og fordybelsen omkring madlavning og det at mødes over bordet. Og hun har jo så evig ret.
De mange hverdagsopskrifter i kogebogen her, har Trine Hahnemann hentet fra hele verden, der er både noget klassisk dansk fra mormoren, retter fra kollektivdagene, barndomshjemmet og familielivet/arbejdslivet gennem 15 år, hvor Trine har lavet mad til tusinder af mennesker. Jo, hun ved hvad hun taler om. Mange af retterne har Trine givet et lille twist i form af en fornyelse eller inspiration, så de forekommer lidt fornyede, og det hele er lækkert og sundt, jamen det lyder jo næsten for godt til at være sandt!
Lars Ranek har taget de mange fotos der følger alle retterne i bogen, fine fotos der giver en skøn steming. Trine Hahnemann giver os afsnittene: På mine hylder, Morgenmad, Madpakker og frokost til børn og unge, Salater - kun fantasien sætter grænser, Pasta, Alt, der kan flyve, Kød skal der til, Supper, Brød og Kager og andre søde sager Der sluttes af med et register så man hurtigt kan slå opskrifter op.
I afsnittet På mine hylder fortæller forfatteren hvad det er vigtigt at have som basislager i et køkken, og dette kan man så løbende holde opdateret. Det er for eksempel balsamico, jomfruolivenolie, honning, rørsukker, laurbærblad, chiliflager, paprika og tomat-chili-chutney, som der er en nem opskrift på. Morgenmaden skal være et hyggeligt tidspunkt, og især når man har fri kan man gøre lidt ekstra ud af det, for eksempel med pandekager med jordbærsalsa, hindbærjordbærsmoothies, chokoladeboller og chai. Lige så vigtigt er det med en god madpakke, og her kan for eksempel lave sandwich og frugtspyd, eller måske en picnickurv.
Sprød, lækker salat kan være en hel oplevelse i sig selv, her kommer Hahnemann med forslag som rødkålssalat, rødbedesalat fra Mellemøsten, og indisk kyllingesalat. Omkring pastaen gør Hahnemann opmærksom på at man ved køb af pasta kan få en langt bedre oplevelse, og smag, hvis man ofrer lidt mere, end for eksempel Nettos den billige, så det har jeg da tænkt mig at prøve! Trines far var forøvrigt en mester udi italienske retter. Her inspirerer Hahnemann til lækre retter som penne med broccolisauce, kærlighedspasta, penne med asparges og pancetta og spaghetti pesto. Ved fjerkræopskrifterne opfordrer Trine til at man køber økologisk kylling eller fritgående kyllinger, for her er saft og smag i som man ikke får hvis man køber den billige frostkylling. Og så disker hun ellers op med opskrifter på blandt andet kalkunfrikadeller, kylling marineret i yoghurt, satayspyd med nudelsalat, kylling med barbeque, indisk kyllingegryde med egen marsala,
Under kødkapitlet foreslår Trine retter som fredagsburger, lammekølle, krydrede kødboller i tomatsauce, hakkebøf i sommerstil og kalvefilet med soltørret tomatsauce. Af fiskeretter kan nævnes rødspætte med persillekartofler, grillet tun med spaghetti og kapers og simpelthen stjerneskud. Der er gode supper som kartoffelsuppe, kyllingethaisuppe og Nordafrikansk orangesuppe. Af brød kan fremhæves hjemmebagte boller med revet chokolade, kardemommeboller som jeg selv har prøvet at lave, madbrød med pecorino og foccacia. Og slutteligt ved afsnittet om søde sager vil jeg prise chokoladekagen med kokos, som jeg smagte til BogForum da Trine lavede den, og som jeg fornylig har lavet til en veninde og jeg selv. Uhm siger jeg bare! Man kan jo passende drikke krydret, varm chokolade til.
Opskrifterne i Skøn mad hver dag er gode og varierede. Der er både lidt til den sunde freak og til læseren med den søde tand, det er all round. Hos Trine Hahnemann bliver der både tænkt på sundheden, men også i høj grad på kærligheden til madlavningen, de knasende råvare og det hyggelige måltid. Trine bærer en god stemning med sig gennem hele bogen. Lars Raneks fotos hjælper også godt til. Typografien og opsætningen af bogen går fint hånd i hånd med Trines gode madstemning, og alt i alt føler man som læser at man har fået en rigtig god tur i det Hahnemann´ske køkken når turen er forbi, fordelen er så at man kan slå tilbage og til enhver tid selv gå ud og trylle i køkkenet. Og med Hahnemann som følgesvend i køkkenet er man ikke helt ringe stillet, tænk, der kunne ligefrem gå hen og blive hyggelige måltider ud af det:-)
5 ud af 6 bogorme. Fem bogorme til Trine Hahnemann for hendes Skøn mad hver dag fordi hun bringer en god steming frem til læseren, for hendes kærlighed til mad og måltid, fordi at hun formår at give alt dette videre til læseren. Den sidste bogorm synes det var lidt for meget med bønner og andre ting og sager den ikke bryder sig om, altså opskrifter den ikke havde lyst til at lave, så derfor smuttede den ned efter sushi i stedet.
Læs flere anmeldelser på
www.bookworm.dk og tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev, så du løbende holdes ajour med nye kogebogsudgivelser!:-)